Nyheder

Robotteknologi frigør tid til de mere interessante opgaver

Administrative robotter, også kaldet Robotic Process Automation (RPA), er avanceret software, som er specielt designet til at automatisere simple, repeterbare og rutineprægede opgaver af høj volumen. Den slags opgaver findes der mange af på store uddannelsesinstitutioner som Rybners i Esbjerg.

- Vi har et strategisk fokus på løbende at digitalisere og automatisere på de områder, hvor det er muligt, så dette projekt er et naturligt næste skridt for os, beretter Annalise Schmidt, direktør for økonomi og administration på Rybners.

Rybners er således også vært for det administrative fællesskab Skolernes Digitale Blanket Flow (SDBF), og det er i dette forum, at skolen sammen med de øvrige 54 medlemsskoler har besluttet at gennemføre det omfattende robotprojekt.

Arbejdsom hjælper
At arbejde med robotteknologi vil betyde, at medarbejderne får et redskab, som i princippet vil fungere som en assistent, der kan hjælpe med de tidskrævende rutinemæssige opgaver, som i dag løses af en medarbejder. Derudover kan robotteknologien reducere nogle af de uundgåelige menneskelige fejl og dermed sikre en højere kvalitet i arbejdet.

- Via robotteknologi kan vi sikre den bedst mulige eksekvering af rutineprægede processer og fokusere på kvalitetssikring og udvikling. Robotteknologi er et supplement og en hjælp til de tidskrævende rutineprægede opgaver, som hober sig op på skrivebordet. En robot skal ikke holde ferie og weekend, og den kan hjælpe os med arbejdet 24-7-365, forklarer Annalise Schmidt.

Samtidig understreger hun, at der ikke er nogen medarbejdere på Rybners, der bliver overflødige på grund af robotternes indtog.

- De økonomiske vilkår med løbende besparelser på finansloven nødvendiggør, at vi løbende effektiviserer. Ved at implementere tidssvarende teknologi og udvikle vores kompetencer får vi frigivet både tid og ressourcer. Det betyder, at vores medarbejdere fortsat kan have en god hverdag med spændende opgaver og et godt arbejdsmiljø.

Som en del af projektet har tre medarbejdere fra Rybners, en controller, en organisationskonsulent og en studiesekretær, fået en nøglerolle som centrale superbrugere. De har i løbet af efteråret deltaget i et 6 ugers intensivt kompetenceudviklingsforløb, hvor også to medarbejdere fra SDE i Odense og en medarbejder fra Hansenberg i Kolding har deltaget. I uddannelsesforløbet har medarbejderne udviklet de første robotter, der netop er blevet sat i drift.  

På nuværende tidspunkt er der i projektet uddannet 80 lokale superbrugere, og på det senest kursus har de centrale superbrugere med succes overtaget undervisningen fuldt ud.